Fuld tid - Vi er færdige med skolen, for nu.

Skrevet af Lars Bo Thomsen d. 01-07-2011 kl. 18:08

Efter at have kørt med Youth Portals I/S som en bibeskæftigelse, ved siden af vores studie (STX, Gymnasiet), er vi nu her pr. 1 juli gået fuldtid som selvstændige.

Gymnasietiden

De sidste tre år på gymnasiet har haft stor betydning for os begge. Det var for det første her, vi stødte ind i hinanden og besluttede os at stifte Youth Portals, men vi har også haft lejlighed til at få mange andre nye bekendtskaber og deltage i de sociale arrangementer, der hører sig til. På det faglige plan er vi begge blevet udfordret i både interessant og mindre interessant materiale, men ikke desto mindre står vi nu begge med pæne dimissionsbeviser og må konstatere at gymnasiet kan gennemføres af enhver.

Fra start til nu

Under vores uddannelse har vi søgt andre udfordringer og startede derfor to webshops samt flere portaler. Virksomheden har mod slutning af de tre år taget mere og mere af vores tid, og ingen omkring os er i tvivl om, hvor vi har foretrukket at bruge tiden. Ikke på gymnasiet. Nu er vi (endelig) færdige, og vi kan starte på fuld tid.

Vi har lagt os ud med nogle hårde brancher og uden SU eller anden løn, end den vores webshops tjener, kan det til tider være svært at få kapital til personlige udbetalinger. Derfor vil vi begynde at tage lidt mere konsulent arbejde ind, end vi tidligere har gjort.

Vi vil både virke som underleverandører til diverse webfirmaer, hvor vi tilbyder vores kompetencer og som et almindeligt webbureau.